Rimbaud talte om kunstneren som én seende, som er evnen til at påvirkes, at berøres. Det er blevet sagt at vi har mistet troen på denne verden fordi vi ikke længere berøres af de begivenheder der sker med os, kærlighed, død, latter, skam, som om de ikke rigtig angår os. Det er derfor verden er kommet til at ligne en dårlig film.
At stirre krisen i øjnene, og få nye øjne, måske det er vidnets lod? Var det ikke det der skete i De Sicas Cykeltyven da vi dér begyndte at se verden gennem barnets øjne? Er det ikke gennem dette ’syn’, at vi begynder at bekræfte denne verdens mangfoldige møder, hvor vi aner andre mulige måder at kunne leve på, andre måder at ’se’ på? Bogen ser nærmere på litteraturen som vidne, kameraet som vidne, vandreren som vidne, ikonet som vidne og monumentet som vidne. Bogen behandler forfattere som Primo Levi, Spinoza, Malamud, Blanchot, Wittgenstein, Camus, Melville, Conrad, Ekelöf, Deleuze og Benjamin samt film, videokunst og ikonkunst.
