Breve fra Josef til Cecilie, der virker som fortsættelser af netop førte, dybsindige samtaler mellem to unge, forelskede mennesker.
”Kære Cecilie. Du fik en pose i dåbsgave. Du puster den op, ånder ind og gentager. I nogle positioner er min hud spændt ud, det føles som tilløb til eksplosioner og jeg er varm indeni. Min overflade føles ikke varm, for der må man ikke røre mig. Så kommer dødsfrygten op i mig. Bobler fødes ud af munden og søger opad i skælvende linjer. Selv jeg må gerne føde dem, selv om jeg både er mand og Josef. Fødegangen fra lunger til luftigt fortsætter til hver kapillær er tørret ind og du er et vakuum. At vores hår svæver i vand er en naturlov. Naturens regler er uskrevne, indtil man skriver dem ned. Man kan kun boble i vand. Jeg har set folk som døde af at have dykning i blodet. Din Josef.”
