En analyse af Th. W. Adorno, Marcel Proust (På sporet af den tabte tid) og Orhan Pamuks forfatterskaber. Deres litterære produktion og tænkning behandles ud fra deres forsøg på at give det tabte mening i fremtiden. Det bliver forholdet mellem uskylden, eksemplificeret i deres forhold til det sted, de er vokset op, og det moderne.
